BarkerBilles setup gør det muligt at skalere produktion af kundestilpassede industriventilatorer op og ned lynhurtigt

Artikel fra: Jern og Maskinindustrien, maj 6, 2016, nr. 8.

Af Simon Dinsen Hansen

PROCESTEKNIK: ”Om to år leverer vores nystartede kinesiske afdeling lige så mange industriventilatorer som her i Ballerup .” Den vurdering kommer fra BarkerBilles direktør, Flemming Bille.

Han henviser til virksomhedens setup med brug udvalgte metalbearbejdende underleverandører, der arbejder direkte ud fra en præcis 3D-tegning, skabt af firmaets nyudviklede konfigurator og efter kunden ønsker.

Det giver nemlig mulighed for at skabe en lokal produktion af ventilatorhusene i Kina, hvor  BarkerBille allerede har et salgskontor og montageafdeling. ”Vi har det rigtige setup i dag, og fordi vi har det, så kan vi utrolig hurtigt skalere produktionen op og ned. 3D-modellen kan bruges til produktion af ventilatorhuset direkte hos underleverandører i Kina, mens de roterende dele så produceres i Ballerup,” siger Flemming Bille.

Han vurderer, at kombinationen af præcis 3D-tegning og den rigtige vifte af underleverandører har givet en utrolig bevægelig og fleksibel forretning. ”Vores konkurrenter er ofte vokset ud af maskinfabrikker, som i dag er blevet store og selv har hele produktionen i huset. Det giver store udgifter, og det ermindre fleksibelt i forhold til markedet,” siger Flemming Bille.

Glad for opkøb

Barker Bille blev sidste år skabt ud fra de to mindre virksomheder B. Bille og Barker Jørgensens Maskinfabrik, som i løbet af 2015 begge blev købt op af Moldow A/S med base i Holsted. Det er Flemming Bille godt tilfreds med. ”Vi havde en fantastisk vækst i B. Bille A/S med udviklingen af det nye koncept-baseret på 3D, men det ville kræve store investeringer for os at komme videre, ligesom vi manglede nogle kompetencer i huset for at vækste yderligere.

Derfor giver det stor mening for os at være en del af noget større, hvilket ejerskabet af Moldow har tilført.”

ET DATTERSELSKAB I MOLDOW

BarkerBille er et datterselskab i Moldow A/S, som producerer ­Filteranlæg, ventilatorer og malekabiner fra fabrikken i Holsted.

  • Der er 12 ansatte i Ballerup – 120 ansatte i alt i Holsted.
  • Moldov/BarkerBille producerer mere end 1.000 ventilatorer om året.
  • Prisen på industriblæserne spænder fra 5.000 kr. til godt en million kroner.
  • BarkerBille råder over 2.000 kvadratmeter produktionshal i Ballerup og Moldow mere end 8.000 kvadratmeter i Holsted.

 

Artikel fra: Jern og Maskinindustrien, maj 6, 2016, nr. 8.