Tiderne ændrer sig hos BarkerBille A/S, da to af vores loyale Barker Jørgensen-medarbejdere, Gustav Feldstedt (Basse) og Søren Wahlgren, går på pension inden længe.
Gustav, også bedre kendt som Basse, går på pension efter mere end 50 år i virksomheden.
Han startede hos Barker Jørgensen tilbage i 1964, efter hans far havde overtaget virksomheden i 1954. Gennem årene har han været drivkraften i at lede og udvikle virksomheden. Selvom Barker Jørgensen blev solgt til et holdingselskab i 2006, fortsatte han med at arbejde der og spillede også en central rolle, da Barker Jørgensen skulle videreføres som BarkerBille.
Søren begyndte sin karriere hos Barker Jørgensen i 2003, og han har gennem årene opbygget et stort kendskab til produkterne samt en fast kundekreds, som han nu i lighed med Gustav overdrager til de yngre kræfter i virksomheden.
Klar til at tage over
Gustav og Søren var eksperterne i Barker Jørgensen-produkterne, så gennem de seneste mange måneder har de arbejdet på at videregive deres store viden om Barker-linjen og -kunderne til Dennis Sørensen og Martin Nøhr Pedersen, som nu kan tilføje dem til deres arbejdsområde.
Gustav og Søren går begge på pension i begyndelsen af juli, men Gustav vil fortsat have sin gang i virksomheden.