I dag den 1. marts 2023 har General Manager Flemming Bille 30-års jubilæum hos os

Flemming-Bille

Flemming har i sine knap 30 år som direktør formået at lede virksomheden på proaktiv og energisk vis. Med sin passion for produkt- og forretningsudvikling og evne til at skabe positive, langvarige kunderelationer har han været med til at skabe gode resultater og lede virksomheden i den rigtige retning, udtaler K. Preben Hansen, som er en del af virksomhedens ejerkreds.

Flemming har øje for tidens tendenser og er ikke bange for at igangsætte nye tiltag på baggrund af dem for at sikre, at virksomheden altid står godt rustet til fremtiden. Hans drivkraft er en inspiration for resten af organisationen.

Fra lille familievirksomhed til international spiller

Flemming-Bille_Soeren-Olesen BarkerBille

Flemming Bille sammen med Sales Manager, Søren Olesen

Efter at have færdiggjort sin uddannelse som maskiningeniør startede Flemming i 1993 hos B. Bille A/S i Farum – en virksomhed, som blev grundlagt i 1964 af hans far, Bent Bille. Virksomheden udviklede sig hurtigt til at beskæftige sig med design af industriventilatorer.

I 1995 besluttede Bent Bille at overgive ledelsen af firmaet til sin søn, og i de følgende 10 år var Flemming drivkraften bag redesignet af alle ventilatormodellerne og udviklingen af en ny serie ved brug af 3D-teknolgi.

I 2015 greb Flemming muligheden for at sælge B. Bille til den jyske virksomhed Moldow A/S for sammen at ekspandere. Efter salget blev B. Bille, Barker Jørgensens Maskinfabrik og Moldows ventilatorafdeling fusioneret for at skabe én stærk ventilatorvirksomhed med stort potentiale for international vækst og ekspansion.

Flemming blev i den forbindelse ansat som direktør for den samlede virksomhed, som også omfatter en afdeling i Kina. BarkerBille Fans Manufacturing Ningbo, som den kinesisk afdeling hedder, leverer ventilatorer til hele Asien og Stillehavsområdet.

 

Flemming er 56 år, har to døtre og bor i Farum med sin kæreste Katrine. I sin fritid spiller han golf og holder sig i form med spinning og mountainbike.