Moldows ventilatorafdeling sammenlægges med BarkerBille

Grundet stor aktivitet og positiv udvikling på ventilatorområdet skaber Moldow A/S fra den 1. oktober 2016 én stor ventilatorvirksomhed. Det sker ved, at Moldows ventilatorafdeling sammenlægges med søstervirksomheden BarkerBille A/S.

For at optimere vores virksomhedsstruktur og kunne tilbyde vores kunder den bedste service er det helt naturligt, at vi får opdelt virksomhedernes fokus. Nu kommer BarkerBilles fokus til at ligge på udvikling og salg af ventilatorer, mens Moldow kan fokusere udelukkende på komplette filter-, male- og ventilationsanlæg, forklarer direktør K. Preben Hansen.

Denne opdeling er naturlig, da produkterne og kunderne er forskellige. Filter- og maleanlæggene er komplette anlæg, der sælges til kunder indenfor en lang række industrier, mens ventilatorerne sælges til OEM-kunder, som selv designer, producerer og leverer procesanlæg.

De samme produkter, de samme medarbejdere – blot et nyt navn
Den eneste ændring, dette kommer til at medføre, er, at kunderne, som før har købt ventilatorer hos Moldow, nu køber dem hos BarkerBille. Det er de samme produkter, de samme medarbejdere og den samme kvalitet, som kunderne er vant til – firmanavnet er bare BarkerBille i stedet for Moldow.

Moldows kunder inden for filter- og maleanlæg får stadig leveret ventilatorer som en del af deres anlægsprojekter, som de plejer.

Større udvalg med både Moldow-, Barker- og Bille-ventilatorer
For både BarkerBilles og Moldows ventilatorkunder betyder sammenlægningen samtidig, at der bliver et større udvalg af produkter at vælge i mellem. I fremtiden vil firmaet BarkerBille nemlig sælge både Moldow-, Barker- og Bille-ventilatorer:

Vi kan tilbyde vores kunder et større sortiment og en nemmere købsproces, når alle ventilatorer er samlet i ét hus. De forskellige ventilatorer har hver deres fordele og er specielt egnet til forskellige områder, så på denne måde kan vi bedre tilbyde den helt rigtige løsning til vores kunder, fortæller General Manager Flemming Bille og Sales Manager Søren Olesen hos BarkerBille samstemmende.

Ventilator-segmentet fra Bille er specialdesignet til primært fødevareindustrien, mens produktlinjerne fra Moldow og Barker generelt dækker den brede procesindustri. Specielt ventilatorerne fra Moldow er de senere år blevet udviklet og designet efter kundernes behov for større ventilatorer.

Kvalitetssikring over hele linjen
Organisationen placeres i nuværende lokaler i henholdsvis Ballerup og Holsted, som det er i dag, og måden og stederne, hvor ventilatorerne produceres, ændres ikke, så den samme høje kvalitet bibeholdes.

Udover at købe ventilatorer i Danmark kan kunderne også købe i Kina fra det kinesiske datterselskab BarkerBille Fans (Ningbo) Co., Ltd. Her sikres den samme høje kvalitet, blandt andet ved at der anvendes samme nye 3D-teknologi og moderne dimensioneringsprogram, som i Danmark, og ved at de roterende dele leveres fra Danmark.

Samtidig gør samarbejdet med Moldow, at der står en solid, kompetent og økonomisk stærk koncern bag, som også bidrager med en pålidelig og erfaren serviceorganisation, som ligeledes kommer BarkerBilles kunder til gode.

To virksomheder – én familie
Selvom det fra den 1. oktober hedder BarkerBille, er det en løbende proces at få sammenlagt afdelingerne og optimeret produkterne. Og det er heller ikke en fuldstændig opdeling af virksomhederne:

På trods af at være to virksomheder, er BarkerBille og Moldow én familie med den samme ejerkreds og det samme samarbejde, som vi altid har haft, slutter K. Preben Hansen.

Alle igangværende Moldow ordrer flytter med til BarkerBille A/S, og det samme gør sig naturligvis gældende for forpligtigelserne.

Alle medarbejdere bibeholder deres telefonnumre, mens deres mailadresser ændres fra

[initialer]@moldow.com til [initialer]@barkerbille.com. For de komplette kontaktoplysninger henvises til www.barkerbille.dk/kontakt/.
2016-11-27T08:46:12+00:00 30. sep 2016|